Foråret er lige rundt om hjørnet Vi har foråret lige rundt om hjørnet og golf er ved at være i de flestes bevidsthed igen, men hvordan ser det ud med spillemulighederne?
18 hullers banen åbner
Fredag d. 8. marts åbner vi 18 hullers banen med kombination Vest-Øst. Nord-banen er stadig for våd til at kunne åbnes, så den holdes lukket et stykke tid endnu. Den aktuelle banestatus fremgår altid på hjemmesiden. Der kan du holde øje med om facililiteterne er åbne eller lukkede.
Afvanding Vi kan lige nu se at vandet trækker sig fra flere og flere områder. Det skyldes i høj grad den indsats greenkeeperne har foretaget i den noget håbløse kamp mod de historiske regnmængder. Vi har renset å’er og lagt større rørføringer i for at sikre os mod de fremtidige vandmasser. Arbejdet er langt fra færdigt, men vi er sammen med naboer og kommune ved at kortlægge og finde konkrete løsninger. Kommunen har løst deres afvandingsproblem i tunnelen til 4,5,6 vest. Når vandet her har trukket sig helt, reetablerer vi overfladen. Vi forventer at vi i løbet af sommeren kan præsentere en samlet plan for vores afvanding.
Eftersåning Greens er kommet godt gennem vinteren trods de våde forhold. Vi har et par enkelte problemgreens; 6 og 7 Nord er kommet dårligere gennem vinteren. Det skyldes den nye type af svamp, som går under navnet dollarspot. Disse greens bliver eftersået i starten af marts måned, så de hurtigt kan følge trop med de andre. Teestederne samt forgreens har været ramt af noget mere dollarspot og bliver derfor også eftersået i den forbindelse. Fairways er kommet rigtig godt gennem vinteren, hvor vi kan se en stor effekt af det dybdeluftningsprogram, som vi startede forrige år.
Træer Vinterarbejdet har også bestået i en grundig opstamning af vores mange træer og busketter. Dette for at sikre græsforholdene under træerne. Vi skal i midten af marts måned fælde tre store popler ved hul 3 og 5 Vest. Det skyldes, at træernes rødder nu rækker så dybt ind i greens af det skaber problemer for trivslen af de to greens.
Maskiner Robotterne er også ved at være klar til at blive lukket ud på græsset igen. De forventes genopsat i starten af april måned. I forbindelse med opstart af robotterne skal vi også have etableret en ny boldgrav på driving rangen. Arbejdet omkring dette finder sted i midt-slut marts. Vi informerer mere om dette, når vi kommer tættere på. Det er ikke kun på robotsiden, at der er blevet investeret. Hørsholm Golf har til sæsonstarten udskiftet den resterende klipperpark med helt nye maskiner. Så vi nu er endnu bedre kørende på både greens, forgreens og teesteder samt den resterende del af semiroughen. Det betyder, at vi nu kan fokusere mere på banen og mindre på værkstedstimer. Vi glæder os meget til at vise maskinerne frem til en åbent hus-dag i forbindelse med åbningsmatchen.
Rigtig god golfsæson!
/Course Manager Anders Kamp Mortensen
|