Årsafslutning i Herreklubben
Onsdag den 27. november var der kaldt til årsafslutning på en succesfuld golfsæson for Herreklubbens medlemmer.
Restauranten ved Nicolaj dannede rammen for en festlig aften, flot arrangeret af især Jørgen, med hjælp fra Niels og Dick, så stor tak til dem. Ud over velkomstdrink (bobler) en rigtig dejlig 3–retters middag, vin og kaffe, blev aftenen krydret med en hel række konkurrencer og præmieoverrækkelser. Det startede med en lille puttekonkurrence, som blev vundet af Jens Møller Holm, som var den eneste der formåede at lave 2 succesfulde puts. Herefter var vi klar til middagen.
Efter en dejlig forret tog Ebbe Dinesen ordet, og uddelte en svær quiz, som med spørgsmål omkring golf generelt, danske golfspillere, vores egen bane samt regler. Det viste sig at ud af de 18 spørgsmål, blev 1. præmien vundet med 12 rigtige af Bjarne Agergaard, medens Henrik Veng fik en flot 2. plads med 11 rigtige. Herreklubben var så heldige at have 2 sponsorer, nemlig Pankas A/S og Samskib som havde medbragt aftenens præmier til de heldige vindere.
Hovedretten blev serveret, og snakken gik livligt omkring de 3 langborde, og stemningen var i top.
Der blev også tid til at overrække en pokal til årets vinder af Players Champion Ship. Efter at 51 spillere har kæmpet om vandrepokalen, stod Dick Magnussen som vinder efter en spændende finalesejr over Anders Lærkedal. Stor tak til Morten Løkken for at stå for årets turnering.
Så blev det tid til at Ryder Cup 2024 pokalen skulle overrækkes til det vindene hold. Robert Arpe som med sikker hånd har stået for afviklingen af årets turnering i løbet af okt. og nov. Måned, kunne annoncere vinderne, Golden Eagles ved kaptajn Bjarne Agergaard havde vundet med 75 mod Young Birdies 73 point. Endelig blev Birdies sejrsrække brudt, efter 4 år i streg at have vundet. Det havde åbenbart taget meget hårdt på kaptajnen for Birdies, da han på helt ”japansk” præget tale – trak sig for dette ansvarsfulde job til 2025 konkurrencen.
Bjarne takkede sit hold for den store indsats som betød sejren kom i hus.
Traditionen tro var der præmier til de spillere der scorede flest point til sit hold, kaldet MVP. Der blev følgende spillere præmieret med Pankas sponseret rødvin: For Birdies blev det Poul Henning Jensen med 8 point, medens Søren Meinertsen med 9 point løb med præmien for Eagles. Aftenen sluttede med kaffe og en dejlig dessert.
Tak for i år – alle ønskes en rigtig glædelig jul samt et godt nytår med gensyn i 2025.
/Bestyrelsen
|