Status fra bestyrelsenDecember 2025Der sker virkelig meget i vores golfklub, men det er ikke sikkert, at alle medlemmer er klar over det. Derfor vil vi i bestyrelsen gerne gøre lidt status over årets begivenheder, nu hvor Juleturneringen har markeret afslutningen på 2025.
Men inden da vil vi gerne lige introducere os selv, for store dele af bestyrelsen er forholdsvis nye. Derfor skulle vi lige finde os til rette ift. hinanden, klubben og fonden, og vi har fået et rigtigt godt samarbejde.
På Bestyrelsen – Hørsholm Golf kan du se, hvem vi er og hvilke ansvarsområder vi har.
På dette tidspunkt af året kan man vel godt tale om ”ledestjerner”, og i foråret opdaterede bestyrelsen de bærende elementer for vores arbejde:
Vision • At være anerkendt som en velorganiseret og sportslig klub med en stærk klubånd, der byder medlemmer på alle niveauer velkommen.
Mission • At fremme golfsporten ved at tilbyde en oplevelse af høj kvalitet, der er kendetegnet ved inklusion, socialt engagement og en stærk forankring i god sportsånd.
Værdier • Klubånd – Vi værner om et stærkt fællesskab, hvor inklusion og følelsen af tilhørsforhold danner grundlaget for et engageret og levende klubliv. Alle medlemmer skal opleve sig som en naturlig del af fællesskabet.
• Sportslighed – Vi arbejder aktivt for at fremme sportslige færdigheder og udvikling på tværs af aldre og niveauer. Vi værdsætter fair play og prioriterer kendskab til – og efterlevelse af – spillets regler og etik.
• Ordentlighed – Vi stræber efter et respektfuldt og positivt miljø, hvor omgangstonen, vores faciliteter og sporten behandles med omtanke, respekt og ansvarlighed.
ØkonomiVi indledte året med et stærkt fokus på økonomien, idet budgettet viste et forventet underskud på 150.000 kr. Det kan vi som klub godt håndtere et enkelt år, men ikke flere år i træk. Af mange årsager, som vil blive behandlet på generalforsamlingen, gik det ikke så galt, så for i år kan vi ånde lettede op. Men det vil selvfølgelig også have vores fokus de kommende år.
Vi startede året med knap 1.400 medlemmer og slutter med ca. 1.700 medlemmer. Med udmeldelserne i forbindelse med fornyelse af medlemskabet er vi tilbage på ca. 1.400 ved indgangen til 2026. Denne omsætning af medlemmer svarer til de foregående år.
Medlemmerne har i år spillet i gennemsnit 21.7 runder, hvilket er en stigning på 3,4 runder i forhold til sidste år. Det er glædeligt, at stigningen især skyldes, at andelen af medlemmer med få spillede runder falder.
Vi har fortsat - i forhold til andre klubber - god plads på banen. Men vi skal vænne os til, at man ikke altid bare kan møde op, men skal booke en tid på forhånd. Og måske skal vi på særligt efterspurgte tidspunkter vænne os til at spille sammen med andre i sammensatte bolde. Det ser vi som en god mulighed for at lære andre i klubben at kende. Vær også opmærksomme på den almindelige baneetikette – vær høflig, overbærende, luk igennem når muligt – så får vi alle sammen en endnu bedre oplevelse på banen.
Særlige fokusområderMed udgangspunkt i vores værdier har vi haft et ønske om at forbedre oplevelsen for nye medlemmer. Derfor har vi haft særligt fokus på arbejdet med juniorgolfen, hvor der nu er 120 medlemmer, nye spillere i golfsporten samt nye spillere i klubben.
Derudover har vi løbende fokus på balancen mellem dels klubber i klubben, der har mange aktiviteter og dermed er en meget vigtig bestanddel for det sociale aspekt i klubben, dels andre spillere, der ”blot” ønsker at spille med venner og familie. Derfor har vi tilstræbt et endnu bedre samarbejde med Klubber i Klubben og Administrationen/Fonden omkring banebookninger, gunstarter, aktiviteter mv. Det er i år lykkedes tilfredsstillende og alle er blevet tilgodeset.
Endvidere har vi fået opdateret GDPR reglerne med det mål at forenkle arbejdet for de frivillige i udvalg og klubber i det daglige og for den samlede administration af GDPR. De nye regler kan ses på
Medlemskabsbetingelser – Hørsholm Golf.Og så lige nogle hjertesuk, inden vi går videre med alle de positive ting:
Vi ser oftere og oftere affald efterladt på banen og på driving range, hvor det ikke hører til. Det gælder dåser, cigaret skodder, snusposer, slik og sandwichpapir etc. Ligeledes efterlades boldspande og nedslagsmærker.
Vi er overbeviste om, at ingen medlemmer ønsker at komme til en bås eller et teested og finde andres affald.
Derfor en stærk opfordring til at efterlade vores faciliteter, som du selv ønsker at finde dem. Gå gerne foran som et godt eksempel for andre.
MedlemsaktiviteterSidst på foråret havde vi to spændende foredrag om den mentale del af golfspillet og senere om DP World Tour på Furesø Golf.
Til begge kunne vi have været mange flere deltagere, selvom de blev annonceret mange steder og mange gange. Derfor er vi gået i tænkeboks om, hvorvidt, hvordan og i hvilket omfang vi skal tilbyde lignende medlemsaktiviteter i 2026.
Turneringer m.m.Til gengæld har der på trods af en del banelukninger primo året pga. vejret været afholdt virkelig mange sjove, hyggelige og spændende turneringer.
Turneringsudvalget har afholdt 6 turneringer – alle med fin deltagelse. Der har forsøgsvis været opsat nogle turneringer specifikt for Golf4Friends-medlemmer – disse har dog desværre haft meget begrænset tilmelding.
Alle turneringer i 2025 er blevet afviklet med elektronisk scoreindtastning. Det giver mulighed for live leaderboards under runden og sikrer en hurtigere og mere præcis afgørelse af vinderne. Denne digitale løsning har tillige gjort turneringsafviklingen både mere effektiv og mere engagerende for spillerne.
Også Begynder-/Mandagsklubben og Klubber i Klubben giver alle medlemmer en mulighed for at møde andre medlemmer. De favner bredt og mere end 30% af klubbens medlemmer har fundet vej enten til Herreklubben, Firkløverne, Seniorherrerne, Matchklubben eller Seniorklubben M/K, som alle byder sig til ugentlige med et utal af matcher, udflugter, frokoster/middage og andre sociale arrangementer, som løfter den daglige atmosfære i klubben.
Der var i år tilmeldt 9 hold i Regionsgolf – 125 spillere har været med til at repræsentere klubben i denne hyggelige og spændende turnering. 2 hold nåede til finalespillet, men ingen blev dog sjællandsmestre i år. Kampene har i år ligget på mandage og fredage (og enkelte søndage), og dette har fungeret godt.
Vi har desuden været repræsenteret med 5 hold i divisionsrækkerne. Vores damer sluttede med at blive nummer to i deres gruppe. På herresiden har vi udover et kvalrækkehold været repræsenteret i både 3 og 4. division. Vores seniorhold har i denne sæson desværre ikke kunnet spille sig til en oprykningsplads.
Hvad venter så forude i 2026?Mentortilbud til nye medlemmer Bestyrelsen arbejder på at styrke oplevelsen for nye medlemmer, der allerede har spillet golf. Fra foråret 2026 planlægger vi at introducere en mentorordning, hvor erfarne medlemmer hjælper nye med at komme godt i gang – både socialt og sportsligt. Mentorerne vil byde velkommen, spille introduktionsrunder og hjælpe med at skabe netværk i klubben. Formålet er at sikre, at nye medlemmer hurtigt føler sig hjemme og får mest muligt ud af deres medlemskab. Mere information om tilmelding og opstart følger i begyndelsen af året.
Spil med andreVi arbejder på at lancere en tjeneste, hvor man kan søge andre medlemmer at spille med. Den kan være man ønsker at spille på bestemte tider, med spillere med samme handicap, med andre par eller andet.
Vi vil gerne takke alle medlemmer for et godt år og for jeres positive bidrag til klubben. En særlig tak skal lyde til alle de frivillige, der får hjulene til at køre rundt, og som med deres indsats gør klubben til et bedre sted at være.
Vi glæder os til 2026, der utvivlsomt også bliver et fantastisk år i Hørsholm Golfklub.
Vi ønsker alle en Glædelig Jul og et Lykkebringende 2026.
Mange hilsner
Bestyrelsen