|
Banen er fortsat præget af den tørre periode, men den regn vi fik i går – og som også er meldt de kommende dage – vil gøre underværker for væksten og hjælpe os godt videre ind i sommeren.
Den seneste uge har vi arbejdet intensivt på greens med prikning og topdressing for at sikre bedst mulige spilleforhold på længere sigt. Tirsdag den 2. juni prikkede vi greens som led i vores banepleje. Formålet er at tilføre ilt til rødderne og forbedre vandets mulighed for at trænge ned til de dybere rodlag. Det er en vigtig del af arbejdet med at holde greens sunde og robuste – særligt efter en tør periode.
Desværre er vores greenruller i øjeblikket ude af drift, hvilket betyder, at vi ikke har mulighed for at rulle greens efter prikningen. I stedet singleklipper vi hver dag for at holde kvaliteten oppe, men det betyder også, at greens i de kommende dage kan opleves en smule ujævne. Vi arbejder så hurtigt som muligt på at få dem tilbage til den hurtighed og jævnhed, vi ønsker.
Vi vil samtidig gerne minde alle om at rette nedslagsmærker – især nu hvor greens er ekstra bløde. Det gør en stor forskel for kvaliteten af spillefladerne.
Fairways er også begyndt at reagere positivt og bliver gradvist bedre uge for uge. Vi planlægger endnu en gødning af fairways inden længe for at understøtte væksten frem mod sensommeren.
Til sidst lidt nyt fra maskinparken: Vi har i øjeblikket en førerløs fairwayklipper på prøve. Den arbejder i øjeblikket på følgende huller:
- Hul 1 Nord
- Hul 9 Nord
- Hul 9 Vest
- Hul 1 Øst
Vi følger testen tæt og glæder os til at se resultaterne.
Tak for jeres forståelse og for hjælpen med at passe på banen.
/Magnus
|